Anita havde rideangst og fik hjælp
Læs Anitas historie om, hvordan hun fik rideangst, hvad det har betydet for hende – og hvordan hun nu igen kan ride på sin hest, Prins.
Jeg vil gerne fortælle jer om, hvordan det er at have rideangst big time. Jeg har i 16 år været på antidepressiv medicin og oplevet mange ting på min hest Prins, som gjorde mig bange.
Jeg fik engang så slem en hjernerystelse, at jeg først kom mig efter halvandet år.
Angsten havde sat sig, men jeg kom over det … troede jeg.
Der var flere oplevelser efterfølgende, hvor han drejede 360 grader med mig på et splitsekund. 9 ud af 10 gange fløj mine ben op, og jeg røg af ham. Jeg klappede sammen og kunne ikke få luft, og Prins stod aldrig og kiggede på mig … han løb væk.
Jeg valgte til sidst, at jeg måtte tænke ud af boksen. Jeg tog et mini telepatikursus ved Ditte Young og fik åbnet op og kunne forstå alle de informationer, jeg ellers fik ind. Jeg fandt glæden ved ridning igen og galop ud over marker, men stadig med en vis respekt.
Prins ønskede at være westernhest, og efter lang tids overtalelse lykkedes det. Vi lånte min venindes saddel med hjem. Jeg følte mig pludselig tryg igen. Mine ben blev holdt fast på en anden måde nu. Det var en kæmpe lettelse.
Jeg fik det dårligt af min medicin, og Prins ønskede mig af det, da jeg var dopet.
Jeg var ikke klar, men vi fandt en fantastisk stald til ham, hvor han nu lever i løsdrift, som han ønskede.
Han blomstrede fuldstændig op og kom i mere balance.
Sidste år skete der nogle ting i mit liv som gjorde, at nu var det tid til at komme af medicinen og slippe for de bivirkninger. Det var en lettelse for Prins, da jeg kom af det.
Desværre skulle jeg lære at føle og mærke alt påny nu. Deriblandt også min angst, som kom snigende tilbage. Jeg mærkede jo aldrig rigtigt, hvad der skete dengang. Jeg begyndte at blive mere og utryg ved hans hoppen over ting ud af det blå.
Jeg syntes jo ellers, der var kommet styr på det men nej… Det var kun dybt begravet og havde ophobet sig i mig.
Jeg fik mere og mere angst, når vi red ud. Det mærkede Prins lynhurtigt.
Turene var ikke sjove for nogle af os. Når de andre i stalden red tur, blev vi hellere hjemme. Vi red heller ikke særlig tit til fælles ridning, da der var så meget at koncentrere mig om, og jeg sendte det ned i Prins. Jeg troede ikke, at vi nogensinde ville kunne komme over det.
Det er afskyeligt at mærke den følelse, når hjertet sidder i halsen og man bare føler, at man vil af sin hest og ikke vil mere.
Jeg læste helt tilfældigt, at Ditte Young havde lavet kurset “Hjælp! Jeg har rideangst”.
Min mand sagde: “Gør det skat. Du har intet at miste”
Jeg købte kurset. Da jeg lavede meditation øvelsen kom jeg til at græde, ikke pga. frygten, men forløsningen af, at jeg nu kom til at føle det og fik overspolet det grimme minde om, hvordan det skulle have været.
Jeg følte pludselig ro i mig selv. Jeg har rigtig mange minder i mig stadig, men jeg sagde til mig selv idag, at NU gør vi det. Jeg sagde til Prins, at jeg er i gang med at arbejde med mig selv, og jeg nu har fået nogle konkrete øvelser af Ditte.
Så red vi i skoven i 5 minutter alene og hjem igen! Han blev simpelthen så glad.
Det er en kæmpe sejr for os begge, jeg tør nu tro på, at vi kan komme over det sammen nu.
Jeg var meget spændt på, om vi kunne, og om jeg kunne bevare roen. Det kunne jeg! Selv efter staldhunden rendte ud foran os, brugte jeg vejtrækningøvelserne fra Dittes kursus og fik ro på. Jeg fik slet ikke den følelse som tidligere, at jeg ikke kunne være i det .
Jeg kan virkelig anbefale kurset “Hjælp jeg har rideangst”.
Kærligst,
Anita
