Jeg kan huske, dengang jeg hørte ordet “ponymødre” første gang og tænkte “hvad filan er det?”

Sidenhen hører jeg desværre kun det ord i forbindelse med noget negativt.

Det kommer lidt bag på mig, at ordet har fået den betydning, da jeg egentlig synes, at det er ganske positivt i sig selv.
For hvis ikke det er positivt at være en rigtig mor, eller mormor for en pony eller hest, hvad dælen er så?

Den negative betegnelse har jeg gennem årene forstået opstår bl.a. fordi:

– Moderen kan virke overbeskyttende overfor sit barn og pony og kan betvivle alt hvad andre siger inkl. fagpersoner
– Moderen kan virke for ambitiøs på sit barns vegne
– Moderen kan virke overpylret over for sit barn og gøre barnet nervøs. Nervøs rytter = nervøs hest
– Moderen kan tale grimt om andre i stalden foran sit barn

Jeg vil gerne slå et slag for, at en “pony mor” skal være noget positivt.

Det mener jeg, at det er og kan blive hvis alle mødre derude kan følge de følgende 10 bud:

1) Jeg køber alt, hvad min PONY har brug for (værende udstyr eller behandlinger mm.)

2) Jeg elsker mit barn så højt, så jeg stoler på, at hun/han skal lære noget af sin pony uanset hvilken pony
mit barn vælger

3) Jeg stoler så meget på mit barn og hans/hendes dømmekraft, så jeg blander mig kun, hvis jeg bliver spurgt

4) Jeg taler altid pænt om andre i stalden både heste såvel som mennesker, fordi jeg vil statuere et godt
eksempel for mit barn

5) Jeg er beæret over, at mit barn vil være så meget sammen med mig, fordi jeg støtter op omkring sporten

6) Ponyen er nærmest som et barnebarn for mig

7) Jeg lader mine ambitioner blive hos mig selv og lader mit barn udfolde sig selv og mærker efter,
hvad han eller hun vil selv og støtter op omkring det

8) Jeg bliver ikke jaloux på andre ryttere, når de klarer sig godt, selvom mit barn ikke gør til et stævne

9) Jeg ved, at de fleste ponyer mærker alle følelser og energier, og derfor vil jeg altid hilse roligt
på dem, når jeg går forbi dem, selvom de ikke er mine

10) Jeg vil på mit dødsleje være stolt over, at jeg var den største klippe og støtte for mit barn, når
jeg er med til at dele en tid med ham eller hende, som vi aldrig kan få tilbage igen.