Når vi mennesker har en holdning, er den (næsten) altid farvet af, hvad vores egen sandhed er.

Den sandhed er baseret på erfaringer, minder, projektioner og hvordan vi perciperer tingene.

Og det vil selvfølgelig af alle gode grunde altid være individuelt.

I debatten om dyremishandling og om, hvorvidt heste skal være en del af en sportsgren lige nu, er der en del der drøfter på mine sociale medier, om 𝙛𝙤𝙡𝙠 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙗𝙖𝙧𝙚 𝙠𝙖𝙣 𝙚𝙡𝙨𝙠𝙚 𝙙𝙚𝙧𝙚𝙨 𝙝𝙚𝙨𝙩𝙚 𝙤𝙜 𝙤𝙥𝙛ø𝙧𝙚 𝙨𝙞𝙜 𝙤𝙧𝙙𝙚𝙣𝙩𝙡𝙞𝙜𝙩?!!

Det er jo hamrende interessant, fordi jeg er 100% sikker på, at der findes mennesker derude, som elsker deres heste OG ikke tænker over, hvor sensitive deres dyr er, når de bliver ”flået” i munden.

Jeg er lige så sikker i min sag på, at der findes også mange mennesker derude, som forbinder sig helt vildt med deres heste OG ikke tænker over, at de overfører alle deres psykiske OG fysiske skavanker til deres heste, når de rider en tur i skoven og trækker vejret.

Og jeg er lige så sikker i min sag på, at der findes lige så mange forældre derude, som ikke mener at de yder omsorgssvigt overfor deres børn, fordi de flytter meget, ikke tager dem alvorligt, når deres børn er kede af det, overlader dem i for mange timer til dem selv etc.

Derfor er dette emne ekstremt sårbart, og det er hamrende interessant, fordi jeg lige nu bevæger mig med et ben i hver lejr.

Da jeg både hjælper dyreejere med at give deres dyr en stemme, OG jeg hjælper familier med børn i mistrivsel, observerer jeg, at der er lige så mange blandede meninger derude, som der er familier – 2, som 4-benede.

Nogle spørger mig, hvem skal gøre sig til dommer over, hvornår dyret egentlig oplever, at noget er mishandling?

Ja – hvis jeg måtte vælge frit fra alle hylder, så var svaret jo DYRET.

Men også her – kræver det en absurd dygtig og objektiv dyretelepatør til at kunne formidle den opgave.

Dernæst ville dette ikke blive taget alvorligt nok blandt mange akademiske fagfolk.

De har nemlig brug for en masse evidens for at påvise en smertegrad, hvilket jo på lige så mange måder åbner op for et nyt spørgsmål fra mig, som er: Opleves smerte ikke forskelligt?

Jeg håber derfor, at én af de overvejelser man vil gøre sig i fremtiden, er UDDANNELSE OG VIDENSDELING.

Det er uanset, om man påtager sig ansvaret for et dyr eller et barn.

Så længe vi har et samfund, hvor alle og enhver kan købe et dyr frit fra gaden, og så længe alle mennesker (selvfølgelig) er i deres ret til at få børn uden nogen viden om, hvordan det foregår, så vil vi unægteligt komme til at opleve OMSORGSSVIGT.

Vi kan blive skarpere på, hvilken konsekvens decideret DYREMISHANDLING bør have.

På lige fod med, at det også er ULOVLIGT at mishandle, torturere og slå et barn. Vi kan jo begynde at tage alle levende sjæle lidt mere alvorligt – og mere end en bøde på 1.200 – 5.000 kr.

Det er ærgerligt, hvis det er pengene, der skal afholde mennesker fra at yde vold mod andre levende sjæle.

Men det er da et sted at starte, fordi penge åbenbart er målbart nok for os mennesker, der skal have noget i hånden for at kunne se, at vi enten FÅR noget, eller vi MISTER noget.

𝓚æ𝓻𝓵𝓲𝓰𝓼𝓽
𝓓𝓲𝓽𝓽𝓮 𝓨𝓸𝓾𝓷𝓰