Jeg er ikke ridepige selv.

Det ved de fleste af jer efterhånden. Mine erfaringer bygger på, hvad hestene har vist mig igen og igen. Og jeg bliver ved med at se et mønster i det hele, selvom hestene er individer, og rytterne også er det.

Da jeg ikke har været ”barn af en rideklub”, har jeg tit undret mig over, hvordan det kan være, at når rytterne mærker, at noget føles forkert, så har de gjort det alligevel.

Det kan fx være i omgangen med deres heste fra jorden eller i sadlen og desværre også under træningen med en ridelærer, eller en professionel behandler.

Til dem af jer, som har børn, så ved I også udmærket godt selv, at I er eksperter i jeres egne børn. Og de fleste, som kommer med gode råd, vil skyde forbi, hvis de ikke kender jeres situation fuldstændig. Det samme gør sig gældende for jeres heste.

I er eksperter i jeres egne heste, og I ved bedst selv.

Så stol nu på det, I fornemmer og mærker.

Nogle af de ting jeg oplever sammen med hest og rytter kan være:

– Rytteren mærker et signal fra hesten, men tør ikke stole på, at det er korrekt og ignorerer det. Den tålmodige hest forsøger at vise, at der er noget galt mere markant over tiden og kan i yderste konsekvens tolkes som værende farlig eller flabet. Det er den ikke, men den har forsøgt at vise dig noget over længere tid.

– Rytteren har en fornemmelse af, at hesten ikke forstår de signaler han eller hun giver, som hun får besked af sin træner på at gøre. Udfaldet kan desværre være, at rytteren får en dårligere selvtillid af at blive korrigeret, men aner ikke sine vildeste råd og stoler på træneren, som er en autoritet for vedkommende og langt mere erfaren. Alternativt sætter rytteren sig igennem over for hesten og må dominere den.

– Rytteren har en fornemmelse af, at der er noget fysisk galt med hesten, til trods for, at alle handelsundersøgelser og dyrlægetjek er til ug og kryds og slange. I dette tilfælde kræver det selvfølgelig, at man ”spørger” hesten om den kan vise hvad der er galt og så får det verificeret af en professionel behandler eller dyrlæge. Men hvis du føler, at der er noget galt, så er det nok fordi der er noget galt.

– Rytteren bliver irettesat af sine forældre eller andre mennesker i stalden, som synes, at de ved bedre. Han eller hun bliver forvirret og prøver desperat på at gøre alle tilfredse og føler ikke, at det virker i relationen til hesten. Hesten mærker rytterens forvirring og kan gøre to ting. Enten kan hesten gå med i forvirringen og stresse op, eller også sætter den sig igennem, fordi den mærker, at den mangler lederskab i form af en god autoritet, som ved hvad han eller hun laver. Hesten vil oftest blive tolket til at være kulret, eller ikke stole på sin rytters anvisninger og jeg bliver spurgt: hvorfor?

Det som nogle af disse eksempler har til fælles er, at du skal kigge på, hvem det egentlig er, der betaler prisen?

Korrekt – det gør hesten i sidste instans.

Og hvad gør du så ved det, hvis du kan genkende noget af dette her?

Jeg synes, at du skal sætte en ramme for, hvordan du vil være sammen med din hest, uanset hvad det gør ved din omverden.

Hvis du føler, at kiropraktoren var for hård, så skift ham ud, hvis du føler, at træneren er for dominerende, så skift ham eller hende ud, hvis du føler, at noget er forkert – så stol på det.
Alle os instruktører og behandlere er kun ”så gode”, som det resultat der kommer ud af det for dig og din hest, når du også selv arbejder for det.
Hvis det ikke er godt nok, eller det ikke giver nogen mening, så skift dem ud.

Den nye tid er kommet og det er en fornøjelse for mig at være vidne til, at flere og flere unge ryttere mærker efter, hvad der føles rigtigt for dem og deres heste. De gamle traditioner er en saga blot og den nye tid åbner for, at vi alle sammen har et frit valg til at gøre hvad vi føler for MED HJERTET.

Det er et privilegium, som også skal komme hestene til gode.

Og jeg vil fortsat bakke samtlige af jer op i, at når noget ikke føles rigtigt, så er det jo nok fordi det ikke er rigtigt.