Tiden er kommet til forandringer i hestesporten.

Det kan vi alle sammen mærke og vi ved, at dette er uundgåeligt og det var da også på tide. Vi kan overveje at reflektere over, hvad der ”underholder” os mennesker, hvad vi lader os ”imponere af” og hvad der ”rører vores hjerter dybt” i fremtiden.

Hestesporten er en ”varm kartoffel” lige nu og alle mennesker, der IKKE har noget med hestesporten at gøre ryster på hovedet, fordi de fatter ikke, hvordan dyremishandling kan finde sted i en sportsgren.

Det har altid fundet sted, men det har bare ikke været i søgelyset som nu. Det er både en interessant debat, som forhåbentlig flytter ved noget og samtidig er det en noget langtrukken debat, når jeg ser folk decideret svine hinanden til på sociale medier, alt imens dem, der virkelig bør gøre noget ved det – intet siger.

Men i stedet for at sidde og pege fingre ad alle mulige andre, så kunne man jo overveje at kigge ind ad for en stund i stedet for.

Fordi der er INGEN ryttere der egentlig kan lade sig gå uset forbi i denne debat.

Uanset om hesten er et transportdyr, som bærer noget for os mennesker, er en terapihest, som dermed tager rytternes fysiske og psykiske smerter på sig, skal vinde penge for andres skyld, eller skal danse ballet for at vi (også) bliver underholdt, så gør hestene det ikke selv, hvis de ikke var blevet påvirket af os mennesker, eller trænet af os til at gøre det.

Uanset om der skabes evidens og debatter for udstyr, så kan ALT udstyr misbruges i de forkerte hænder! Debatten burde derfor være langt bredere end den er pt.

Sagen er jo den, at ALLE heste – uanset disciplin, gør noget til ære for os mennesker.

Hestene sætter ikke spørgsmålstegn ved det, som de skal. De er vanedyr, og i sekundet de er blevet socialiseret, accepterer de stiltiende det, som de skal ud at gøre for os andre hele tiden.

Jeg håber at der vil komme mere fokus på, at dyrevelfærd også handler om ligeværd.

Man kan spørge sig selv: ”Hvad gør jeg for MIN hest hver evig eneste dag, som den ikke selv er i stand til at fremskaffe af sig selv”?

Man kan også spørge sig selv, hvis ligeværd også betyder ”noget for noget”, kan jeg så selv bære min egen vægt under en hel træningssession, som jeg beder min hest om at gøre for mig?

Kan jeg løfte min egen vægt i en vægtstang gentagne gange i det antal minutter, som jeg træner min hest?

Er jeg i lige så godt humør og er jeg en ja-hat den dag, hvor jeg har brug for, at min hest er det, så jeg bliver i bedre humør?

Og man kan jo overveje at spørge sig selv, om ens hest kun får behandlinger og restitution, fordi den har været på overarbejde og været ”dygtig”, eller om det er noget, som den bare løbende skal have i livet som hest – som en selvfølgelighed?

I håb om, at mine tanker vil inspirere derude til at kigge endnu mere ind ad.

Hvis ikke tiden er til det, så ved jeg ikke, hvad denne ændring ellers skal til for?

Vi kan ikke blive ved med at fortsætte som før og bør vi heller ikke.

Rid med hjerterne derude.

𝓚æ𝓻𝓵𝓲𝓰𝓼𝓽
𝓓𝓲𝓽𝓽𝓮 𝓨𝓸𝓾𝓷𝓰