Telepati med børn – når kommunikationen rækker ud over ord

af Ditte Young

Opdateret den 4. november 2026

Kan vi kommunikere med børn uden talesprog, selvom de ikke kan fortælle os med ord, hvad de tænker, føler eller har brug for? Kan telepati være en vej til at forstå det, som ellers kan være svært at få øje på?

Det er spørgsmål, jeg har arbejdet med i mange år. Selvom jeg i størstedelen af min karriere har været kendt for mit arbejde med telepati med dyr, har der sideløbende været en anden del af mit arbejde, som jeg længe har holdt mere tilbage i stilhed. Nemlig telepati med mennesker, særligt med børn, der ikke har et talesprog.

Nu føler jeg mig endelig klar til at dele flere af mine erfaringer med jer.

Indholdsfortegnelse

Har mennesker også en stemme, som vi ikke altid hører?

Gennem de sidste 30 år har jeg arbejdet for at udbrede budskabet om, at dyrene har en stemme, og at vi kan lære at lytte til dem på andre måder end gennem deres kropssprog og adfærd.

Men hvorfor skulle kommunikationen stoppe ved dyrene?

Jeg oplever, at vi mennesker ofte har en intuitiv fornemmelse af hinanden. Måske har du prøvet at tænke intenst på en veninde, du ikke har talt med i lang tid, hvorefter hun pludselig ringer til dig. Eller måske har du mærket, at der var noget galt med et menneske, du holder af, uden at vedkommende havde fortalt dig noget.

Vi kender alle sammen til oplevelser, hvor vi fornemmer noget, som er svært at forklare med ord.

For mig har disse oplevelser været en del af en større nysgerrighed på, hvordan vi kommunikerer med hinanden, og om der findes andre veje til forståelse end den, vi normalt bruger.

Jeg har gennem årene arbejdet med mennesker, som af forskellige årsager ikke kan kommunikere verbalt. Det har blandt andet været børn med autisme, selektiv mutisme eller afasi, men også mennesker med hjerneskader, demens og Alzheimers sygdom.

Det er mennesker, der kan have meget på hjertet, men som ikke nødvendigvis har mulighed for at udtrykke det med ord.

Det har lært mig, hvor vigtigt det er, at vi aldrig forveksler manglende talesprog med manglende tanker, følelser eller behov.

Når et barn ikke kan fortælle, hvad det føler

Som samfund er vi blevet bedre til at tale om diagnoser og handicap. Alligevel møder jeg stadig familier, som oplever, at deres børn bliver misforstået, fordi omgivelserne har svært ved at forstå deres måde at kommunikere på.

Når et barn ikke kan fortælle med ord, at det er bange, ked af det, frustreret eller har brug for hjælp, kan det være svært for forældrene at vide, hvad der foregår indeni barnet.

Barnets adfærd bliver måske den eneste måde, omgivelserne forsøger at forstå barnet på.

Men adfærd fortæller ikke altid hele historien.

Hvad nu, hvis vi blev bedre til at være nysgerrige på det enkelte barn? Hvis vi turde undersøge, hvad der ligger bag reaktionerne, i stedet for blot at forsøge at få dem til at forsvinde?

I mit arbejde med telepati med mennesker har jeg været optaget af netop dette: Hvordan kan vi skabe en dybere forståelse af et menneske, som ikke nødvendigvis kan fortælle os sin historie med ord?

Jeg betragter ikke telepati som en erstatning for almindelig kommunikation, faglig viden eller den støtte, barnet har brug for. Jeg ser det som en tilgang, jeg selv arbejder med for at forsøge at forstå mere af det menneske, der befinder sig bag diagnosen, adfærden og de begrænsninger, omgivelserne måske ser.

Fordi et barn aldrig kun er sin diagnose.

Min egen søn, Philip, har lært mig meget.

Når jeg taler om børn uden talesprog, er emnet også dybt personligt for mig.

Jeg er mor til Philip, som har autisme og en hjerneskade og ikke har et stærkt verbalt sprog. Mit liv som mor har givet mig et helt særligt indblik i, hvor meget der kan være på spil, når man elsker et menneske, som ikke kan kommunikere på den måde, som samfundet forventer.

Som forælder ønsker man at forstå sit barn.

Man ønsker at vide, om barnet er glad, om noget gør ondt, om det føler sig trygt, og om der er noget, man kan gøre anderledes for at hjælpe.

Man ønsker at kunne stille spørgsmål og få svar.

Men hvad gør man, når svarene ikke kommer på den måde, man er vant til?

Min relation til Philip har været en vigtig del af min egen nysgerrighed på kommunikation og telepati med mennesker. Jeg arbejder også telepatisk med min egen søn, og det har været en del af min personlige rejse med at undersøge, hvordan vi kan forsøge at forstå hinanden på andre måder end gennem det talte sprog.

Det betyder ikke, at jeg altid har alle svarene, eller at jeg mener, at jeg kan vide alt om, hvad Philip tænker og føler. Men det har gjort mig endnu mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at møde et barn med åbenhed, respekt og et oprigtigt ønske om at forstå.

Jeg tror, at mange forældre til børn uden talesprog vil kunne genkende længslen efter at komme tættere på deres barns indre verden.

Det er en længsel, der kommer af kærlighed.

Vi skal turde se mennesket før diagnosen

Noget af det, der berører mig mest i mit arbejde med familier, er, hvor alene nogle forældre kan føle sig.

Når ens barn har et handicap eller en diagnose, kan man opleve, at omgivelserne ikke helt ved, hvordan de skal reagere. Nogle bliver usikre. Andre trækker sig måske, fordi de er bange for at sige noget forkert.

Det kan skabe en afstand, som ingen egentlig ønsker.

Men familierne har ikke brug for, at vi trækker os væk.

De har brug for, at vi tør være til stede, stille spørgsmål og møde både barnet og forældrene med respekt.

Vi behøver ikke at forstå alt for at vise omsorg, og vi behøver heller ikke at have de rigtige ord for at være villige til at lytte.

Jeg ønsker at være med til at åbne en større samtale om, hvordan vi møder børn, der kommunikerer anderledes end flertallet. Hvordan vi bliver mere opmærksomme på deres individuelle behov, og hvordan vi undgår at lade en diagnose definere hele det menneske, vi står over for.

For måske begynder den vigtigste forandring ikke med, at vi lærer en ny metode.

Måske begynder den med, at vi bliver mere åbne over for, at der kan være mere at forstå, end vi umiddelbart kan se.

Den største frygt: Hvad sker der med mit barn, når jeg ikke er her længere?

I mit arbejde med forældre til børn med særlige behov møder jeg også en meget dyb og sårbar bekymring.

Hvad sker der med mit barn, når jeg ikke længere er her?

Det er en frygt, som kan være svær at sætte ord på. For mange forældre er tanken om ikke længere selv at kunne beskytte, støtte og forstå deres barn næsten ubærlig.

Hvem vil se barnet, som jeg ser det? Hvem vil opdage, når noget er galt? Hvem vil forstå de små signaler, som andre måske overser?

Det er spørgsmål, der fortjener at blive taget alvorligt.

Vi kan ikke fjerne alle bekymringer, men vi kan blive bedre til at tale om dem. Vi kan arbejde for et samfund, hvor børn med særlige behov bliver mødt med større forståelse, og hvor deres kommunikation og trivsel bliver taget alvorligt.

Vi kan også hjælpe med at skabe større opmærksomhed på, at børn uden talesprog stadig har en personlighed, en vilje, følelser og en individuel måde at være i verden på.

Det er vigtigt, uanset om man tror på telepati eller ej.

Jeg ønsker at åbne samtalen om telepati med mennesker

Jeg har i mange år været forsigtig med at dele mine erfaringer med telepati med mennesker offentligt.

Når jeg har oplevet de stærke reaktioner og den skepsis, der kan opstå, når jeg taler om telepati med dyr, har jeg været bevidst om, at emnet telepati med mennesker kan vække endnu flere spørgsmål.

Men jeg føler mig klar til at åbne samtalen nu, og jeg føler også, at den er nødvendig.

Jeg ønsker ikke at overbevise alle om at tro på det samme som mig. Jeg ønsker at dele mine erfaringer, fortælle om de familier, jeg har mødt, og skabe plads til en nysgerrig samtale om kommunikation, intuition og forståelsen af mennesker uden talesprog.

Jeg mener, at vi skal kunne tale om disse emner med både åbenhed og omtanke. Det er vigtigt at respektere det enkelte menneskes grænser og at være ærlige om, hvad vi ved, og hvad der er vores personlige oplevelser og fortolkninger.

For mig handler det først og fremmest om ønsket om at forstå et andet menneske.

Hvis vi kan blive bedre til at lytte, være nærværende og møde hinanden uden for mange forudfattede meninger, så er vi allerede kommet et vigtigt skridt videre.

Vil du høre mere om telepati med børn?

I dette afsnit af The Animal’s Voice har jeg inviteret en familie ind i studiet, som jeg har arbejdet med i et par år. 

Familien har en datter uden talesprog, og sammen taler vi om deres erfaringer, de udfordringer, de har mødt, og betydningen af at blive mødt med forståelse.

Vi kommer også ind på de svære følelser, som kan følge med forældreskabet, når ens barn har særlige behov, og på den frygt, som mange forældre bærer på, men som det kan være svært at tale højt om.

Det bliver en personlig og vigtig samtale, som jeg glæder mig meget til at dele.

Jeg håber, at den kan være med til at åbne nogle døre, skabe større forståelse og inspirere flere til at være nysgerrige på de børn, som ikke altid har mulighed for selv at sætte ord på deres verden.

Alle børn fortjener at blive mødt som de mennesker, de er, også når deres stemme ikke kommer til udtryk gennem ord.

Rigtig god fornøjelse med afsnittet, hvis du lytter med.

Kærlig hilsen
Ditte Young

Lær at forstå dit dyr

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag gratis adgang til minikurset “Dyrs personlighedsprofiler og adfærdsproblemer”