Jeg tænder et lys for Tarzan og tager fat i ham.

Under normale omstændigheder ville jeg altid spørge ejeren om lov i en telepatisk session, men lige netop i denne her situation vurderer jeg, at det ikke er nødvendigt, eftersom tidligere ejer ikke har udvist den respekt jeg føler, at han burde over for sit dyr.

Tarzan kommer mig løbende i møde. Han virker, som en meget åben pony, som ikke er nervøs ved tanken om, at han ikke kender mig, så han er altså godmodig, hjertelig, venlig og imødekommende.

Jeg spørger til hans personlighed for at lære ham at kende og til det svarer han:

”Jeg er ham, klassens klovn, som gerne vil gøre alle tilfredse, og jeg piler afsted. Jeg er hurtig til bens over sletterne og jeg elsker at vise mig frem og få folk til at grine, så på mange punkter føler jeg mig, som en slags healer hest, fordi jeg spreder glæde og kærlighed på min vej. Jeg er ikke så dum, som man måske umiddelbart tror, og jeg har ikke en ond knogle i kroppen. Jeg er på visse områder godtroende og naiv, fordi jeg tror på det bedste i alle. Jeg er typen, som ligger under midten i et hierarki, fordi jeg vil bare gerne være venner med alle og har ikke det store behov for at bestemme over andre. Det gør mig til en pålidelig pony, som er god til børn, handicappede og andre, som har brug for en rigtig ven.”

Jeg spørger til, om der er ting, som han ikke bryder sig om, som kunne komme til udtryk i en anderledes adfærd end den godmodige han beskriver. Og til det svarer han:

”Ja jeg bryder mig ikke om, at få løftet mine bagben. Og har forsøgt at få dem til at indse det ved at lave stive ben og nægte at løfte dem. Fordi jeg har en svag venstre skulder på forparten og ligeledes diagonalt over ryggen til højre bagen.
Så jeg har haft svært ved at finde min balance inden i og har dermed også altid foretrukket at gå på højre volte og ikke støtte for meget på venstre forben”.

Han viser mig, at der spændes en slags vogn på ham og han viser mig, at det har været hårdt for hans venstre skulder dengang. Han viser mig, at han har været nervøs for at løfte højre bagben af angst for at føle en form for overbalance og tyngde ned mod venstre skulder og forben. Jeg spørger, om han har været ridehest?

Han viser mig en vogn igen til børn. Jeg spørger, om han har haft rytter på og om han kan lide børn?

”Ja jeg har haft rytter på, men ikke seriøs ridning. Jeg har skridtet og været i trav, men det er det. Jeg har savnet, at der blev taget hånd om min mindskede muskulatur på bagparten og har derfor haft ondt i nakken og stram halsmuskel på min venstre side.
Om jeg kan lide børn? JA det kan jeg godt, hvis de er forudsigelige. Jeg har altid stået bomstille ved børn, som jeg mærkede var bange for mig til at starte med. Husk på, at jeg bare vil sprede glæde” siger Tarzan og smiler og jeg bliver varm og glad inden i af at tale med ham.

Han virker som om, at han også har haft tendenser til at være doven og en anelse rigid, men hvis man ”tvang” ham i gang, blomstrede han op. Det føles som om, at der ikke har været struktur i måden at arbejde med ham på og når der gik for længe mellem legene, så blev han doven pga. kedsomhed.

Han viser mig en hvid gård med køkkenhaver og han vil ind på græsplænen tættest på boligen og menneskerne og jeg fornemmer han vil det, fordi han har fået lov til det af sine mennesker engang. Jeg ved ikke, om det er hans sidste bolig eller fra fortid, men skriver det bare ned.
Og apropos mennesker – så spørger jeg nu Tarzan hvordan han oplevede sin aflivning?

”Jeg vidste godt, at jeg skulle dø den dag, fordi min ejer havde planlagt det længe i sine tanker. Han havde tænkt, at det var synd for mig, at jeg ikke blev brugt nok og jeg var også en anelse halt på højre bagben og jeg var ikke altid helt rengående og var nok også lidt i godt stand” griner han.

”Min ejer kan godt lide mig og har haft mig et stykke tid, men han er vokset op med den tro, at ting ikke egentlig har en værdi.
Så han forstår ikke pengenes betydning, eller tænker lang tid over, hvis han sårer andre mennesker. Det vigtigste for ham er, at blive set og hørt for, at han føler sig elsket så han har på mange områder været klassens sjove og frække dreng i skolen, ligesom i hans opvækst.

Han ville gerne skabe ”kunst” og forarge og han er kreativ på mange områder. Det må jeg give ham. Han har temperament, når han ikke får sin vilje, men han har aldrig hidtil ladet vrede gå udover mig. Så har han trukket sig fra mig og ikke gidet ”mig- den-dumme-krikke” og jeg var gået hen og blevet en sur pligt og en opgave og man skal IKKE fortælle ham, hvad han skal eller ikke skal. Så raser han. Det skal han nok selv bestemme.

Så tilbage til den dag han valgte, at jeg skulle dø.
Jeg syntes, at det blæste en anelse og han trak mig ud fra grunden og jeg gik godmodigt med, fordi vi har gjort det sammen før. Han sagde til mig, at jeg skulle med ned og se vandet og jeg mærkede på ham, at han var nervøs, fordi han var bekymret for, om det her ville være for ekstremt. Ligesom en form for livsstykke du ved, hvis man tænker på hans tanker, som værende kunst og at udfolde sig, for at blive set og hørt. Jeg har ondt af ham, fordi han føler, at han skal være så ekstrem for at få opmærksomhed” siger Tarzan og bliver ked af det på sin ejers vegne.

”Vi mødte en masse mennesker på vejen og jeg elsker at være i fokus. Så jeg registrerede ikke dér, at han stadig var nervøs. Hans ven var med til at piske en stemning op og fandt det langt mere underholdende, end min tidligere ejer gjorde på det tidspunkt.

Vi gik ned ved stranden og ned gennem klitter og han sagde til mig i tankerne, at nu skulle jeg dø.
Jeg frøs inden i, fordi jeg ikke forstod hvorfor? Men jeg stod stille og blev forskrækket, da jeg mærkede et slag i mit hoved og ned over min ryg, som om, de håbede, at benene ville gå på mig, men det gjorde de ikke, fordi jeg er en sej lille gut og jeg håbede, at det bare var en dum leg. Men jeg blev bange der og jeg følte, at min ejer var en anden, som om at han var fuld eller ændrede karakter for at tage mod til sig.
Jeg fik hurtige slag mod hovedet og på et tidspunkt føler jeg noget over øjet flækker på mig og jeg bliver svimmel og dårlig og lægger mig ned og på dette tidspunkt er jeg ked af det, fordi jeg ikke forstår det her og jeg føler mig ydmyget. Min tidligere ejer raser over jeg ikke bare kan dø, da det kommer bag på ham, at jeg er så sejlivet og vennen griner af mig og min ejer, fordi det ser så ”vildt ud” råber han.

På et tidspunkt brister et blodkar i min hjerne af de slag jeg får og jeg begynder at bløde. Jeg bliver sparket i maven og mod hjertet for at få det til at stoppe. Jeg bliver slået mod halsen. Jeg giver op og ligger stille og græder og kigger mod himlen og ønsker mig langt væk og at de vil slå mig ihjel hurtigt, for på dette tidspunkt føler jeg, at de har været i gang i ca. 30 minutter. Jeg er næsten bevidstløs, da jeg mærker metal mod min hals og jeg føler en lettelse over, at vide, at det snart er slut. Jeg er i så mange smerter og i chok, så jeg ikke kan mærke noget mere. Min krop er holdt op med at spjætte, men jeg trækker stadig vejret…Langsomt og tungt.

Jeg mærker blodet løbe ud af min hals og jeg får blod i lungerne og føler, at jeg drukner og det er dét der slår mig ihjel.
Mit spiserør og luftrør skæres over og jeg svæver over min egen krop og kigger på det og ser, at begge drenge er helt tavse nu. Min tidligere ejer ved, at han skal gennemføre dette nu for ikke at fremstå som en kujon, så han fileterer mig og fortæller sin ven om hvilke organer er hvad. Han lægger nogle af tingene i plastic poser såsom min mavesæk.”

Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer Tarzan, for jeg kan simpelthen ikke rumme at se mere ud fra de billeder du viser mig. Foruden det er vigtigt for dig, at vise mig det? Siger jeg. Men jeg under mig over, at du ikke på noget som helst tidspunkt er vred på din tidligere ejer? Hvordan kan det være? Spørger jeg ham om.

”Fordi jeg har ofret mig for at redde ham Ditte. Jeg kunne have sparket ham og løbet, for han holdt mig kun i tøjlen. Men jeg var tro mod ham. Det eneste jeg begræder er, at jeg skulle ydmyges sådan. Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke kunne komme herfra i mine trygge omgivelser hjemme. Jeg kiggede op mod himlen, da jeg døde og imens det stod på, fordi den kender jeg og vidste, at så føltes det som at vende hjem. Jeg begræder, at min tidligere ejer ikke stoppede op, da det gik op for ham, at jeg ikke var så nem at slå ihjel.
Han græd ikke en eneste gang, men han blev chokeret og stille.
Men kunsten røg ligesom ud af denne her episode, for der var ikke noget smukt over det.

Jeg græder inden i over jeg ikke fik en værdig død, men vred er jeg ikke. Kun ked af det. Og det jeg mener med, at jeg kan redde ham er, at NU oplever hans familie og omgangskreds, hvor megen opmærksomhed han har brug for, for at føle sig set og hørt. Hvis dette ikke var sket, ville han i en rus have endt med at stikke et andet menneske ihjel i vrede, fordi han er vred inden i og på mange punkter dybt misforstået og identitetsløs og føler sig rodløs.
Nu ser han fremad og alle omkring ham ønsker at se fremad og ønsker, at han får mere stabilitet i sit liv og faste mål og SÅ er opmærksomheden jo på ham. Dét er kærligheden i det.

Men i hans næste liv, vil han skulle lære af dette her, for han vil også være mand, men vil være af fattige kår og han vil altid have følelsen af at blive grint af hvor end han går.
Både pga. han vælger et liv, hvor han ser mærkelig ud af udseende, men han kommer ikke til at kunne læse eller skrive og få en boglig eller akademiske uddannelse.”

Har du det godt nu? Spørger jeg ham om og har du noget du vil sige afslutningsvist?

”Jeg har det godt, min krop er hel igen og alle organer er, hvor de skal være, så jeg kan løbe hurtigt og vise mig frem. Jeg står på en græsplæne med 2 hopper ved siden af mig, som sukker efter mig, fordi jeg er super lækker og flot. Jeg får lov til at gå ude, som i en løsdrift og en dame giver mig mad ud af et køkken vindue. Jeg kigger mod den blå himmel og ved, at jeg er hjemme og her er trygt at være” siger Tarzan.

Jeg føler, at han viser mig, hvor han boede, men bare uden hans tidligere ejer. Men fordi hans bolig føles så tryg for ham. Han fortæller mig, at han ikke er bange for hans tidligere ejer, men vil ikke have noget med ham at gøre igen, fordi han blev ydmyget sådan og det knuste hans hjerte og kan ikke fikses igen, fordi den tillid er brudt fuldstændig nu. Han viser mig, at i hans eget næste liv, er hans tillid ødelagt overfor mennesker, så for at heale den mistillid, sender jeg ham kærlighed så det bliver helet lidt op igen. I hans næste liv vil han være meget mere sky og en nervøs hest. Han viser mig, som en sort stor vallak og navnet Adrian.

Jeg vinker farvel til ham og sender ham et kys og han løber væk fra mig glad og rolig nu.

Hvad der egentlig skete ved kun Tarzans tidligere ejer og hans ven, men nu sørger jeg i hvert fald for på min helt egen måde,
at Tarzans stemme også blev hørt….

Jeg vil bede alle der kan – om at tænde et lys for Tarzan og sende ham kærlighed og tro på, at mange mennesker er gode, for at han genvinder tilliden igen.

I kærlighed <3

Ditte Young