“Tager hun mig med?”

“Han er konstant halt på det ene ben, så han bliver aflivet her om 14 dage… Med mindre du altså vil have ham?”

Kvinden, der blev mødt af denne sætning, var ude for at træne hesten og dens ejer. Hun blev paf, og svarede retur: “Men, han er jo ikke halt… Han takter urent, og det er tydeligt at se det er låsninger?”.

Ejeren ville ikke mere. Dyrlægen havde været derude flere gange og konstateret halthed igen og igen. 

Kvinden, der var ude for at træne dem, spurgte: “Har du haft behandler på? Kiropraktor, KST, Ostepati eller lign.?”

Ejeren svarede: “Nej! – Jeg har prøvet at ride det væk og virkelig prøvet at få ham til at løfte sin ryg og bruge sine muskler på det ben, som han halter på.”.

Kvinden blev tavs for en stund og svarede så: “Hvis du går ned i et fitnesscenter med et dårligt, slidt og træt knæ, og laver benpres og lige løber 5 km, får du så et mindre… eller mere ømt knæ?”

Ejeren trak på skuldrene. Hun orkede ikke at stå med de udfordringer.

Kvinden, der var blevet tilbudt hesten, havde længe overvejet en hest nr. 2. Og hun var VILD med denne hests hjertevarme og personlighed. 

Hendes nuværende hest blev også engang dømt for at være en “problemhest” og havde haft et liv som kastebold på sine kun 3 år. Så denne situation ramte hende lige i hjertet.

Her kom jeg med indover. For nok stod hun med papirer på en fuld røngten, hvor der intet fatalt var… men… Hvad var så los? Og hvordan havde denne søde hest det egentlig? Hvad mærkede han selv?

Jeg telepaterede med den smukke mørke vallak, der bl.a. fortalte: 

”Jamen jeg vil gerne ud og vise mig lidt frem og ud i byen og se noget andet, men min rytter er perfektionistisk og usikker, så det har været meget lidt og når hun så tvivler, fordi hun ikke synes, at det er perfekt, så tolker jeg det som om at jeg ikke er perfekt. Så er det lidt svært at synes, at jeg er lækker til noget som helst. Hvis man får at vide længe nok, at man ikke tror på mig, så tror jeg jo heller ikke på mig. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg ved ikke hvad jeg kan. Jeg ved næsten ikke længere hvem jeg er. Jeg ved ikke noget som helst” svarede han og brød ud i en gråd inden i…

Jeg stod bare med åbne arme og tog imod. Jeg omsluttede hans energi med min, som om at jeg holdt om ham og sendte ham varme og kærlighed og tog imod alle de mange tanker og bekymringer han havde taget til sig over de sidste år, hvor han følte sig som en kasseret fiasko.

 Det gjorde mig rigtig ked af det.

At se en hest miste selvtilliden og troen på sig selv på denne måde. At mærke hans knuste hjerte. 

Det er længe siden, at jeg har stødt på den udfordring. Jeg forstod godt hvorfor kvinden var tiltrukket af ham til trods for at sælger måske brugte nogle lidt trælse argumenter om en aflivning, som hesten vidste ville ske, hvis ikke kvinden sagde ja til ham.

En hest som både både er blevet kasseret, men også ved, at han står til at skulle dø, til trods for at han er langt fra færdig med livet… Hvordan føler den indeni? 

Ikke godt. 

Hestene forstår, de mærker og de slukker langsomt. 

Det er det mest sørgelige og hårde at opleve og mærke for mig og selvfølgelig for dem. 

Den smukke vallak fortsatte og fortalte, at han vidste, at han var til salg, fordi han var “ødelagt”.

Hvad betyder det for dig, spurgte jeg om?

”At jeg ikke kan udfylde nogle drømme for nogle af dem. Jeg er sat i verden for at være mig, men det må jeg ikke være, og det er svært for mig med min krop, når de bliver ved med at lave repetition” siger han.

Her bliver jeg så knust. Fordi: Hvor mange heste står mon derude et sted lige nu, med simple typiske låsninger i fascier, muskler mm., og bliver dømt uanvendelige og dermed aflivet?

MANGE!

Alt for hurtigt dømmes en hest uanvendelig og mange fagfolk forstår sig desværre ikke nok på kompensationsskader og låsninger mm. Det efter min mening også stadig for nemt at få penge retur for en aflivet hest, hvis man har forsikret den mod uanvendelighed, i stedet for at søge andre muligheder først.

Jeg ved, at der er snakken i krogene om, at man vil begynde at se på disse regler for uanvendelig.

Jeg håber det i hvert fald for hestenes skyld. 

Jeg spurgte vallakken hvad han syntes om kvinden, der måske kunne blive hans ejer:

Nu har du jo mødt *kvinden*, som har sendt mig. Hvad mærker du fra hende? Spørger jeg ham om.

”At jeg bliver forstået” siger han og holder vejret…

Hvorfor holder du vejret? Spørger jeg ham om.

”Tager hun mig med”? Spørger han mig om.

Det ved jeg ikke svarede jeg ærligt.

“Sig til hende, at hvis hun ender med at tage mig til sig, så vil jeg være god ved hende resten af mit liv og så ved jeg også, at jeg dør hos hende. Jeg ved, at jeg får et godt liv og jeg skal nok give hende mange gode ture derude i skovene” siger han og smiler skævt, fordi han ikke tør håbe på, at det er en mulighed. 

Han ved, at han skal dø, hvis ikke hun tager ham.

Lige præcis denne del af dialogen, fik kvindens tårer til at vælte frem.

Det var et point of no return.

Tre uger senere, hentede hun ham hjem.

Den smukke vallak var heldig, og blev reddet fra en aflivning. 

Han er kommet hjem til sin nye ejer, hvor han netop er startet i et intensivt behandlingsforløb med et mix af KST, Ostepati og Telepati en gang om ugen.

Allerede efter anden behandling, er han blevet meget bedre i sin krop.

Langt fra på plads, men bedre.

Han har været så slukket, så længe. Han har ikke udvist reaktioner, hvis man trykkede ham, hvor han var øm, fordi han har lært, at han ikke bliver lyttet til. 

Efter et par uger er han endelig begyndt at åbne op og reagere på det, han mærker i sin krop.

Hans nye ejer ser langsomt gnisten vende tilbage i ham. 

Hver dag bliver hun mødt af hans bløde mule i sit hår, hvor han puster luft ud, som om han hvisker “tak!”.

Jeg vil også gerne sige tak – tak til jer, der tør redde de heste, som andre har fravalgt. 

Har du også lyst til at hjælpe heste, som jeg hjalp denne vallak?

Så tag med på min uddannelse, der starter lige om lidt – der er stadig ledige pladser tilbage.

KLIK HER.

𝓛𝔂𝓼 𝓸𝓰 𝓴æ𝓻𝓵𝓲𝓰𝓱𝓮𝓭 𝓓𝓲𝓽𝓽𝓮 𝓨𝓸𝓾𝓷𝓰